lørdag den 19. juni 2010

Lørdag med selskabelighed, for både folk og fæ.



Når jeg kigger lidt tilbage på mine indlæg (ikke dem i skoene) men her på siden, så kan jeg se at jeg laver rigtig mange lister. Med hvad der skal laves, huskes og udføres. Jeg er lige i gang med en mere. Dagen består af to fødselsdage. Dog ikke her i huset, men hos niece Viktoria og en god ven, Niels som pr. tradition plejer at holde sin fødselsdag når skole ferien starter. Det er dog ikke tilfældet i år. Der er lige en uge mere, i hvertfald her på Fyn, inden skolerne holder for denne gang.  Det betyder at jeg bare skal se at få styr på hvad det er jeg skal have lagt i bilen, til i morgen. Så er det bare trailer og pil jeg skal ordne i morgentidlig, inden turen går mod Hou og dermed Samsø.





Jeg har fået samlet alle krydderurter og andre planter ude på gårdspladsen, under et par akasietræer, så  bliver de ikke helt stegt, hvis solen skulle vise sig, indefor de næste 14 dage. Kim vil prøve, om han kan huske at vande dem, når alt er samlet er det lidt lettere. Det plejer at være lidt jammerligt, når jeg kommer hjem efter en uge eller to. Kim glemmer simpelthen at der skal vandes. Han ser det ikke, tror jeg. Alt det blomster værk er mit, Kim vil helst bare have græs over det hele. Det kan nedlægges med en buskrydder og plæneklipperen. Sådan, så er det væk.





Denne smukke blå blomst hedder, så vidt jeg ved, Venusvogn. Hvad humlebien laver ved jeg ikke rigtig noget om, men den havde meget travlt. Det gik meget hurtigt med at komme rundt til hver eneste blomst på stingelen.


Men hun ser da også rigtig godt ud, hende Venus, ganske smuk profil. Hvis ikke jeg er blevet fyldt med løgn, så skulle absolut hele planten være meget giftig. Men nok ikke for humlebier.



Rosen her er den første udsprungne i bedet, den har efter alt at dømme haft godt af det hestegødning jeg gav alle roser for en månede siden. Det skulle give nogle sunde planter og de ser også sådan ud.

Glædelig lørdag til jer som læser med her fra universet.

fredag den 18. juni 2010

Jeg klarede det..




 Næsten da. Ja det holdt så sådan cirka 3/4 minut, så var standhaftigheden forduftet. Nu havde jeg lige sagt til bagerdamen, at jeg kun skulle have et rugbrød og ellers havde jeg valgt at være standhaftig, modstå de søde sager. Inden jeg nåede ud af døren, hørte jeg så kunden som stod for tur efter mig, bede om en jordbærtærte, det var simpelthen bare for meget. Jeg vendte resolut i døren og stillede mig op i rækken igen. Bagerdamen kunne ikke helt lade være med, at bemærke noget om det der med standhaftigheden. Aner ikke hvor hun fik den slags fra, har faktisk aldrig hørt noget lignende. Gad vide hvad hun egentlig talte om. Det er ikke noget jeg kender til.
Nu glæder jeg mig bare til min aften te, forhåbentlig nydes den på terrassen og så med jordbærtærte til. Uhmmm... det gider jeg godt.

Det er ellers ikke fordi jeg går så højt op ,i hvad jeg fylder mig med, men nu får jeg lige 14 dage på Samsø Højskole. Det er et sted, hvor der er fantastisk god mad på programmet. Det er sundt, meget grønt og jeg syntes at vi spiser hele tiden. Jeg ved af erfaring, at det koster lidt ekstra på sidebenene at være der, så derfor var det, at jeg måske ville springe de søde sager over her til eftermiddag, men på den anden side det gør jeg så også, spiser bare noget mere til aften, så det bliver nok ca. det samme resultat.
Jeg vil nyde det rigtig meget.

onsdag den 16. juni 2010

Så prøver vi lige at vende strømmen igen.









Jeg sidder på terrassen og nyder at det er stille ude vejr. Haverunden er gået og jeg har nydt, at den ene valmue er sprunget ud i dag.
 Jeg må lige have en kande te, så er der dømt faste igen, igen. Kl. 8 i morgen tidlig møder jeg op på B1 på OUH. Så prøves der igen med stød til hjertet. Det håber jeg så bliver sidste gang, og at det kan lade sig gøre. Efter den sidste indlæggelse for 14 dage siden, måtte jeg tage hjem uden resultat. Til gengæld skønnede overlægen at min puls var for høj, så jeg blev skruet ned på en anden frekvens. Det viser sig dog at være for lavt. Det går bare ikke, slet ikke efter at jeg har haft det så fantastisk godt siden pacemakeren blev implanteret i marts. Jeg har det åbenbart fint med en høj puls. At batteriet så bliver slidt ned hurtigere, ja det er der jo ikke noget andet at gøre ved, end at sætte et nyt og større i, næste gang. Jeg har bare nydt at have energi og overskud, så sådan må det bare blive igen.






 I eftermiddags tog Toke, Eva og jeg til Bogense. Jeg havde forskellige ting som skulle ordnes, og de to unge mennesker gik tur på havn og strand. Efter endt bibliotekstur og et indkøb i Imerco, af en ny blender ( som jeg overhovedet ikke gider nævne yderligere  her) mødtes vi på havnen, hvor vi fik de dejligste isvafler. Det var rigtig god hjemmelavet is, mums. Bogense er en meget dejlig og hyggelig lille by. Jeg er faktisk blevet rigtig glad for at handle der. Der er nogle gode forretninger, ikke mindst min aller bedste, nemlig vinhandelen, som er en filial af H.I. Hansen fra Odense. Her dufter der helt fantastisk godt. Jeg nyder altid at komme der. Betjeningen er helt i top. 





 

Hvis du har bedre øjne end jeg, kan du skimte navnet på skibet, Castor. Det er en lille tur båd som sejler til Samsø , flere gange om ugen. Desværre skal jeg have alt for meget pikpak med, ellers kunne det have været dejligt at sejle med den, op til Samsø.

Glædelig solskinsdag i morgen. 

Dagen med lange lister.



Det bliver bare dagen hvor jeg skal være meget organiseret i mine gøremål. I går begyndet jeg at stille ting frem, som jeg skal have med til Samsø. Når jeg tager længere væk, end at jeg kommer hjem om aftenen, så er det med at huske det hele. Eller undværer, hvilket jo også er en udfordring, det at finde en løsning af en anden slags.



Jeg må ud og lægge mere pil i blød, da jeg jo skal have to hold i år. Det at holde pilen kold og smidig, er ikke så let på denne årstid, så jeg har nu fået et kar stillet til rådighed på højskolen. Men det er nødvendigt at starte opblødningsprocessen her hjemme fra. Til gengæld kniber det lidt med opblødningskar til så meget pil, måske jeg må tage ro båden i brug.

 





Som i kan se så er der gang i kar både ude og inde. Indendørs har jeg tændt for varmen i karret, der ligger simpelthen en flad radiator i bunden af karret, med en termostat på.Den går op til 50 grader. Karret er isoleret med tykke flamingo plader og et isoleret låg. Jeg lægger så yderligere en presenning over, for at holde så meget varme i karret som muligt. Det fungerer rigtig godt.

Det går ikke længere det her, god dag til jer alle.

tirsdag den 15. juni 2010

Fridag og sol.





I dag har det da heldigvis været smukt vejr. Træpæonen er sprunget ud.Jeg havde faktisk glemt at den var meleret i farven. Jeg syntes ikke at der er flere knopper, så der kommer nok kun den ene. Jeg har måske forstyrret den tidligere på foråret, da jeg gravede ukrudt op, jeg var nød til at tage den helt op af jorden for at få al senegræsset væk imellem dens rødder.  Nå, men der kommer flere til næste år, er jeg sikker på.
For nogle uger siden købte jeg er par Akelejefrøstjerne, jeg har været spændt på hvordan de ville se ud når der ellers kom blomst i. Det er der i den først plantede, nu.



Fra søndag vil jeg skrive fra Samsø. Jeg holder kursus på sommerholdene på Samsø højskole. Det betyder nok, at der er en del af blomsterne som jeg ikke når at se i år, med mindre at det bliver bragende solskin, resten af denne uge. Det kan jeg jo håbe på. For valmuen er ved at være klar til udspringning, den er så flot og alt for meget, vildt rød og prangende. Det er sgu næsten for frækt. Men lige nu holder den sig skindet.

 

Der skal lukkes i drivhuset og naboen skal have en 30 års tingest, som nabokonen Rikke har lavet, stillet op lidt senere. Så Toke og jeg holder os lige oppe en times tid endnu. Der kommer helt sikkert også en hel stak skrot hos naboen i nattens løb, Torben ( nabo) fylder 30 år og der har været luskeri her omkring i aften af nogle af hans kammerater. Det kan ende helt galt. Jeg håber bare, at vi overhovedet kan komme forbi, når vi skal ud her nede fra det bageste af jordvejen.