lørdag den 11. september 2010

En god arbejdsdag.



Efter endt arbejdsdag, nåede jeg hjem ved 16.30 tiden. Dagens indsats havde jeg lagt på Rødding Højskole. Der afholdt jeg en workshop for 10 kursister, hvoraf de fleste ikke havde flettet før. De var til gengæld tekstile, ud i vævning ,filt, og strik. Det blev nogle travle timer,hvor vi ved hjælp af en enkelt fletteteknik skulle have ganske enkelte ting til at hænge sammen. Det er altid svært, især når der også skal komme et produkt ud af strabadserne. Indgangen til arbejdet er altid meget forskellig, og det skal jeg så kunne rumme. 10 personer med forskelligt udgangspunkt, forudsætninger og forventninger. Det er sgu svært. Jeg ønsker mig altid mere tid, når vi skal til at slutte af . Der er så meget mere jeg syntes de deltagende bør have indsigt i. Samtidig med at jeg udemærket ved, at der er grænser for hvor meget information man kan rumme.

Jeg ankom i god tid, så jeg kunne nå at stille alt mit skrammel an. Derefter kunne jeg savle over de væve prøver, som hang ude i forgangen. Det er dog helt utroligt, hvad der er sket i væveverdenen siden jeg for 25 år siden pakkede min væv sammen og satte den på loftet. Siden helligede jeg mig fletteriet.
Jeg bliver helt tændt når jeg ser vævene stå der med trend og opbundet, lige til at gå i gang med. Jeg kommer til at væve igen, en gang når der bliver mere tid i mit liv.

Her render vi så igen ind i problemet, med for få timer i døgnet.

Der var b.la. udstillet  nogle ting fra Holboherreds vævekreds. Jeg tror ikke at medlemmerne der, er klar over at jeg flere gange har sovet på væveloftet, når jeg har afholdt flette kursus i Helsinge/ Anisse. Jeg hyggede mig enormt med at være der.
Ligge der på min medbragte gæsteseng  og så have aftenen, til at kunne sidde lidt på vævebænkene og trække lidt i slagbordet, træde tramper ned og ellers bare let føle på de opspændte trende. Herligt. Det nød jeg meget.

Det er sent og jeg kan sove længe i morgen, så måske jeg gør det.

 

fredag den 10. september 2010

Så er Berlingoen pakket, igen.


Det er lige før, jeg er ved at være færdig med at slæbe ting og sager ud i bilen. Jeg priser mig lykkelig for min lille Berlingo, som efterhånden har transporteret mig 330.000 km. Den har om ikke fundet vej land og rige rundt, så har den ihvertfald startet og kørt når det har passet mig. Jeg smider alt muligt ind bag i bilen og må have en bil, hvor det ikke betyder noget, om den nu bliver beskidt eller for den sags skyld lugter af pilen, som ikke altid luget godt. Jeg lever bare med det.  Vinduet op hvis det bliver for "tungt" i luften.



 I morgen lørdag, skal jeg afholde workshop på Rødding Højskole. Vi  skal ved brug af en enkelt teknik lave mindre kurve . Materialerne vil være pil, i hel eller flækket form, pilebark, ledninger, ståltråd, papirsnor, cykelslanger eller tøjsnor.    

 

Jeg glæder mig altid til at møde kursisterne, hører hvad de har af forudsætninger, om nogle, og så se hvad det ender ud med. Jeg håber på en udbytterig dag og håber at mine deltagere vil blive bare lidt klogere på teknik og materiale når vi skilles sidst på eftermiddagen.

søndag den 5. september 2010

Fuglene udeblev.




Den sorte sol udeblev denne gang. Det skal nu ikke få taget modet fra os, vi vender frygteligt tilbage. Måske er det lidt for tidligt på efteråret, måske stod vi bare det forkerte sted. Der var nu vidt udsyn, så hvis der havde været fugle, af en større mængde, havde vi formodentligt have kunnet se det, også på lang afstand.



Vi kørte lidt længere hen i mod Kammerslusen, måske der var bedre held der. Men det var ikke fugle vi så, men det dejligste stille indløb eller er der udløb, igennem slusen. Det var helt fantastisk, så smukt det var.



Kim og jeg havde aftalt med gode venner, at vi skulle mødes på Kongeå Camping i Villebøl. Det viste sig at være en rigtig god, lille campingplads. Vi havde fået tre pladser, så vi kunne være sammen, beliggende lige ned til åen. Absolut pladsens bedste udsigt. Birthe og Ragnar, som vi ikke har set de sidste par år, var kommet først, med deres lille bitte campingvogn. Den er bare så fin. Den passer perfekt til dem, den kunne ikke være anderledes. Nu er der heller ingen af dem som rager op i 180 cm. højde, så de kan sagtens ligge udstrakt der inde. Det var dejligt at hører at de har rigtig meget glæde af vognen og har været en del omkring. I både nord og syd.



Jens og Connie kom i deres ny erhvervede store kassevogn. Det er en rigtig god størrelse den har, fuld stå højde, også for os som rager noget mere op i landskabet. De kan smide et par madrasser ind bag i bilen og vupti, så kan der soves.


Kim og jeg havde det nye OZtent med. Det ender nu nok med, at jeg bliver nød til at indrømme, at det faktisk er et dejligt telt. Ja, gu fanden vil det da være en overvindelse at indrømme det, men jeg kan jo lade være med at sige det til Kim. Så den holder vi lige imellem os, ikke. Det har været så hyggeligt at ses på denne måde og jeg håber at dette er starten på et årligt træf, eller flere.


Toke har været i huset for at passet Haldur. Vi blev modtaget af Toke, iført morgenkåbe og Bowler hat. Han har noget med hatte, som bare må bruges. Denne er helt ny og har ,tro jeg siddet på hovedet af ham, siden han købte den fredag nat, til Odense By Night.  Her er han dog iført lidt andre klude, da Kim og Toke lige skulle ud for at skyde lidt lerduer. Han tævede Kim, også denne gang. Lige inden de gik ned for at skyde skulle Haldurs legetøj lige ruskes lidt, hvilket endte som neden for.






Tja, sådan er der jo så meget, som ikke altid lige gør som man selv vil.