torsdag den 17. februar 2011

Så roterer der.


Som jeg tidligere har berettet, så havde vi  for kort tid siden problemer med at røgen slog ned i skorstenen, og derfor fyldte huset med røg, i en grad så vi nærmest var ved at blive kvalt. Det håber jeg nu er slut, uanset i hvilken retning vinden blæser fra. Der er investeret i en Aspirotor, jeg har lige været oppe på taget for at monterer den. Nu snurrer den lystigt og jeg forventer at den selv klarer resten. Det var lidt halvkoldt at stå på stigen der oppe. Udsigten kunne have været bedre, når nu jeg var der, men sigtbarheden er lidt ulden i dag.
Men heldigvis har vi ikke indflydelse på om det skal være koldt eller varmt, sne eller sol. Jeg har rigelig med fantasi til at kunne forestille mig, hvordan verden ville se ud hvis vi mennesker også skulle bestemme her.
Der tales enormt meget om vejret, det er selvfølgelig også lettere end at tale om nogle af de ting vi rent faktisk kan gøre noget ved.



Der er fuld tryk på verden. Mennesker over alt begynder at gøre krav på et ordentligt og værdigt liv, de vil have indflydelse, og den ene diktator efter den anden falder rundt omkring. Lad os håbe at det de får i stedet, ikke bare er magen til de afgåede. Det er jo stadigvæk de samme mennesker, som sidder på de ledende poster, når diktatorerne er forsvundet. Som jeg ser det er der en opgave, hvor der højlydt må bakkes op fra verden omkring disse modige mennesker, som ikke længere vil finde sig i fattigdom og undertrykkelse. Det må forhindres, at de afgående undertrykkere kan komme af sted med, at udplyndrer en befolkning som i forvejen har betalt en høj pris igennem et helt liv. De skal simpelthen ikke have lov til at berige sig, leve i beskyttet eksil og leve fedt på andres bekostning. Disse familier har tilsyneladende ingen hæmninger af nogen art. Nå men dette er bare nogle af de tanker som runder min hjernekasse, når ikke lige vejret fylder op med sne og kulde.


Når nu sneen er der igen, vil jeg benytte mig af at få fåreskindet, som ligger i en af stolene, ud for at blive renset lidt. Det røg ud af terrassedøren og ligger nu der i sneen, og nyder at havebordet er dækket op med fin hvid dug, som oven i købet er blevet betrådt. Så lidt af det jeg kan gøre noget ved , vil jeg gøre noget ved i dagens løb.

onsdag den 16. februar 2011

Tja, vi har vel vænnet os til det...

selv om det var lidt overraskende at komme ud her til morgen, og se at det hele var hvidt igen. Det er nu stadigvæk kønnere en  det våde grå vejr. Bortset fra at jeg havde sat snuden op efter forår. Men det kommer, det kommer. Tro mig dette har været tilstanden tidligere og vi kommer op tiloverfladen hver gang og naturen med. Det er jo ret fantastisk, altså det med naturen, der skal godt nok meget til, før den giver op. Så vi andre hænger vel også bare på. Vi kan vel ikke være andet bekendt, nu hvor de fleste af os trods alt, kan sidde lunt indendøre.
Jeg ser frem til en fridag i morgen. Den skal nydes, jeg trænger voldsomt til ikke at skulle noget, til en bestemt tid. Forhåbentlig skal jeg flette og arbejde med ler. Lidt maler arbejde kunne også komme på tale, men nu får jeg se, hvad jeg har lyst til.

Glædelig morgendag til jer.

mandag den 14. februar 2011

Føj hvor det blæser.

Ja fandeme  om ikke det hele er ved at stryge af huse. Det blæser og er hundekoldt. Jeg måtte dog ud, brænde skulle hentes, ja det er heldigvis det sidste vi har, så er vi da ude over det problem. Selv om det er for tidligt på vinteren, at gå tør for brænde. Nå men det er sådan det er, og vi finder nok en løsning.
Bilen skulle også lige tømmes, efter weekendens kursus. Faktisk valgte jeg denne gang, at sætte ALT på plads efterhånden som jeg bar det ind. Det er ellers ikke altid at det sker. Som regel er det op med døren, ind med hele halløjet og så pres døren i. Ude af syne, ude af sind. Sådan gøres det.

Inden en aftenvagt, har jeg også lige nået at male vægpaneler i Kim' herreværelse. Nu skal det være færdigt. Jeg er ikke til alt for langvarige projekter. Hellere kører på 12-15 timer ad gangen, lydbog på maskinen og så kan man vælte omkuld bagefter.
Vi har lige et par stuer som trænger til en overhaling også. Det største job her,er de malede gulve. De kræver jo at vi bor i skurvognen, et par dage.

Jeg har igen problemer med at lægge fotos ind her på siden. Ny kortlæser må igen indkøbes.