fredag den 11. marts 2011

Weekend fri.



Det regner og blæser, men det er forår. Den sidste sne forsvinder nu, og det er dejligt. Da jeg var ude for at klippe nogle grene af, til at sætte i vaser, kunne jeg hører svanerne, som gik oppe bag ved skurvognen. De kævlede løs, vældig fornøjede med at æde naboens vinter grønt på marken. Der var ikke horder af svaner, så det er nok lige meget for bonden, om de æder lidt af det grønne, som jeg forøvrigt tror,  blot skal pløjes ned, når det bliver muligt at komme ud i marken.

  Det var som det fremgår, ikke let at få nogle gode billeder, da det både var gråt og svanerne var lidt langt ude og i bevægelse.



Vandhullet oppe ved skurvognen, er det sted hvor der har været flest krebs de senere år. Dog måtte vi konstaterer, at sidste vinter gjorde et stort indhug i bestanden. Det var simpelthen for koldt og ikke mindst for mørket i alt for lang tid. Sneen lå oven på isen i flere måneder og det kunne krebsene ikke lide. Vi fik suppleret med nogle nye sidste år, og håber så at de har klaret sig, så der er gang i krebselivet, når det bliver lidt varmere. Isen er så småt ved at smelte og der vil så være mulighed for at ænder og gæs, svaner og hejre slår sig ned der. Hejren er ikke så velkommen, den snupper krebsene. Svanerne roder i bunden, så det bliver helt plumret og så tager de også noget af det grønne, som krebsene skal leve af. Gæs ville jeg syntes var hyggeligt at have hele sommere, med samt deres gæslinger. Det er helt klart en af de smukkeste fugle, sammen med agerhønen. Når vi taler om sådant vildt.




Det føles nærmest som om jeg skal have ferie, bare fordi jeg har fri i denne weekend. Det er herligt. Jeg glæder mig til selskabelighed med gode venner, både lørdag og søndag aften.

Nu er der dømt fyraften, jeg har været i bevægelse siden kl. 06 i morges, så nu må det være nok.

God weekend derude.

onsdag den 9. marts 2011

Forårs ministerballade.

Så var der igen ministerballade. Gad vide hvad de egentlig forestiller sig, de mennesker som slår deres folder på Christiansborg. Nu er jeg , når jeg selv skal sige det, og det  gør jeg her på siden, ikke helt idiot. Tænk hvis Lars "knapsåløkkelig" havde erkendt at han og resten af den sidden regering, med tilliggender, er færdige. Så havde det virket knap så krampagtigt.  Søren Krarup er ked af at Rønn'en er faldet. Men jeg tror at han vil blive rigtig glad for Pind'en. Han har allerede meldt ud så enhver DF kan deltage. Ensartethed, det er hvad vi har brug for. Slut med at skille sig ud her. Jo det skal nok blive sjovt.
Det næste bliver vel at vi alle skal indmeldes i folkekirken igen, anskaffe et TV apparat og gå i mørkt jakkesæt. Jeg er bange for, at danskere ender med at være en stor grå masse.

Nå men til H...... med dem. Det er lysere der ude, kl. 6 i morges var det lyst udenfor. Det er længere lyst om aftenen, og jeg tror, at jeg lige som de fleste andre glæder mig meget over, at det endnu en gang er lykkedes at nå foråret. Det er nok lidt lige som at være dement, man glæder sig over det samme tilbagevendende, hver gang det kommer, som var det første gang. Heldigvis er jeg da stadig væk i stand til at tænke rimeligt klart, og genkendelsen gør glad, selv om jeg godt ved det bare er en gentagelse. At se det hele pible frem ude i haven, giver lyst til den daglige havevandring, også den igen, igen. Jo livet er fuld af gentagelser, og det er sikkert godt nok. Men det kommer selvfølgelig an på, hvad det er der gentages.
Gårsdagen bød på mekanikker besøg med den gamle Berlingo. Synshallen kaldte og der er ingen vej uden om. Jeg ved det ikke er billigt, men en ny/gammel bil er det ikke til nu. Heldigvis var vejret dejligt og jeg fik gang i min nye cykel, som har stået på stald siden efteråret. Herligt at have tid til at iagtage fuglelivet på min vej. Jeg så både lærke og vibe, så det er forår, uanset at det er blæsende og regnvejr i dag.

søndag den 6. marts 2011

Der er lys forude.




Sneen er så godt som væk , det er ganske lidt der ligger der, hvor der er mest skygge.  Der åbenbarer sig en græsplæne, som vil være en kæmpe udfordring for enhver golfspiller. Jeg har faktisk tænkt på at jeg måske kunne udleje plænen, hvis den kan kaldes sådan, til golfspillere. Der er rig mulighed for at skyde golfkuglen ud over vandgrav, muldvarpen har lavet et bakkelandskab uden lige, og der er et utal af huller efter mus og mosegris. Så det er vel bare et spørgsmål om at tage sig lidt sammen, komme ud og bekæmpe terrænnet. Det bliver ikke let, men helt sikkert en udfordring, for den som tager chancen. Jeg tror faktisk at man skal være ret god, for at bekæmpe denne green, det er ikke for tøsedrenge/drengetøser.
Weekenden har budt på sol og let frost, kursister i værkstedet og gæster ved middagsbordet, lørdagaften. I dag sluttede vi af i Odense, altså Kim og jeg. Vi havde en middags- og biograftur aftale med gode venner. Desværre var der influenza, så vi spiste lækker simremad, drak lidt vin og endte med at være solidariske med den syge. Filmen blev droppet og vi drak kaffe med patienten på sofaen og snak, som kom vidt omkring. Vi satser på "Hævnen" torsdag aften. Så håber vi at alle, er ved godt helse.
Jeg glæder mig meget over at det er blevet synligt lysere både morgen og aften. Det er så dejligt at komme op, og se at lyset er på vej.