Jeg må jo erkende, at jeg ikke rigtig er i første række mere. Ikke at jeg har været det i flere år, men alligevel, så er jeg jo MOORENN. Hende som er den mest betydningsfulde af alle. Alligevel må jeg se mig slået ud af Eva.
Nå men det er jo godt nok, helt almindeligt faktisk. Sådan må det vel være. Jeg ved jo at jeg har en stor plads i Tokes hjerte. Ikke mindst hvis jeg i den kommende uge sender en pakke op til ham , med forskellige lækkerier. Jo man gør fyldest hvor man nu bedst kan.
Desværre havde jeg efter adskillige "knips" med apperatet , opdaget at jeg have glemt at sætte CF kortet i , så det var så det. Kim fik Soldater kysset og et af marchen, med sin telefon. Det var rigtig ærgeligt.
Oven i denne forglemmelse, var jeg så også lige syg, så det meste af tiden opholdt jeg mig sovende på bagsædet af Berlingoen. Det var rigtig død sygt. Jeg havde glædet mig meget, til at se Toke og stedet.
Umiddelbart er sådan en kaserne jo enormt grim. Der er intet som gør omgivelserne kønne, gad vide om det er bevidst. Ingen beplantning. Ikke en bænk eller et bord, hvor man kan sidde, når soldaterne er fri. Grimme omgivelser, gør da som regel folk grimme inde i hovedet. Her kunne der være en opgave for en gartnerskole, lav smukke omgivelser, som samtidige er praktiske og gør det muligt at anvende til det, det nu også skal anvendes til.
Om en halv time kommer mine kursister, de bliver til onsdag, så der skal helt sikkert flettes rø... ud af buksen.
