Så er jeg klar, tror jeg.

Hvis jeg kender mig, og tro mig, det gør jeg, så har jeg da helt sikkert glemt et eller andet. Nok ikke noget meget vigtigt, men dog noget. Men jeg har pakket nu, så slut med det.

Gruppen af herlige kvinder tager igen i år til Lambesc i Provence. Vi skal flette, hygge os, spise Maries fantastiske mad, bade og snakke, sådan bare for lige at nævne nogle få ting. I den næste weekend tager vi så til Vallabreques hvor vi skal på kurve marked. Det bliver dejligt at være sammen i mange dage, have god tid og både arbejde og slappe af.

Ræve middag.

Kim gør det hvert år, ved denne tid. Tilsyneladende glemmer han foruroligende hurtigt. Denne morgen er han kørt til Bro, for at hente ænder, til udsætning i det bagerste vandhul, der hvor han plejer at sætte en lille flok ud. Det drejer sig om 15-20 halv store ællinger, de skal så svømme rundt og æde sig store og fede, for at blive skudt til efteråret. 

Meeenn nu er der jo andre her på matriklen som bestemmer, end lige Kim. Hvilket ofte resulterer i at der gøres et godt indhug i andebestanden, faktisk ret hurtigt. Ræven bor her jo nok også, om ikke lige her i gravene, så i omegnen. Så hvis jeg ikke tager meget fejl, ja så er bestanden allerede inden weekenden er omme reduceret.

Jeg må sige at det nok er de færreste, ud over jægere, som lige frem kører i byen for at købe mad til ræven. Men det gør Kim altså, trods den samme erfaring hvert år. Nogle lærer af deres erfaringer, andre vil bare ikke se det.

Måske han håber på at ræven bliver så fed og doven, at den slår sig ned lige ved siden af spisekammeret, hvor han og Haldur, så kan jage ham.

Jeg er forment adgang der ned til, så ingen fotos af ællingerne. Kim påstår, at jeg skræmmer dem væk hvis de ser mig. Måske har han ret.

Vandhul med pileskæg.

De store piletræer, som står omkring det bagerste vandhul, er begyndt at smide skægget. Det giver en rigtig fin virkning på vandoverfladen.

Endnu en vidunderlig, stille aften som MÅ tilbringes ude. Middag og vin kalder.

På gå ben.

Jeg får gået alt for lidt, altså sådan gåturagtigt. I dag blev der så mulighed, da den gamle Berlingo, ikke har været helt stabil de sidste dage. Egentlig ville jeg bare kører til Søndersø, for at handle og gå på Biblioteket. Jeg fik dog temmelig varme fødder, inden jeg nåede så langt. Jeg var ude for at lufte motoren flere gange, glo ned i motorrummet, lytte og ikke blive meget klogere. Temperaturen stiger ret hurtigt, ret meget. Beslutningen blev dog at jeg kørte til Bo mekaniker straks.  Berlingoen skulle først på værksted i morgen, ny kobling, men det blev altså NU.

Så var der kun en vej, det var hjem, ad de små veje. Umiddelbart tænkte jeg, nu får du lige de lange ben i sving, du må ikke spilde dagen. Efter kort tid tillod jeg mig at kigge på mine omgivelser, der åbenbarede sig den fineste beplantning man kan tænke sig. Flottere sammensat end i nogens have, smukkere farvekombinationer og intet arbejde. Det er kommet helt af sig selv, kommer igen til næste år og vil forhåbentlig fortsætte sådan i al evighed.  

Det kom nu til at tage en fa..... til tid, med den der gå tur hjem, men jeg nød den i fulde drag og fik taget fotos af den smukke "have"Jeg mødte et par Asiatiske kvinder, som kravlede rundt på en ærtemark, fuldt beskæftiget med at fylde ærtebondens kasser. Der var grin og store smil.

Sammen bonde dyrker også kål, rødkålen står så smukt, hvidkålen, hvis det dog var det, var sølle at se til.

 

Der er fuld gang i landbrugsmaskinerne, det er noget af det, som er så dejligt ved at bo på landet, man kan virkelig følge årstidens skift. Toke bemærkede i går, da han lige var hjemme, at det da var tidligt der blev høstet, det har han ret i. Jeg mødte Farmer  som smilede over hele hovedet, kørende i sin traktor, ud på marken efter korn. Jeg kan lide at følge rytmen i arbejdet på jorden, det giver sammenhæng.