Langfredags Indretning.

Som det vel fremgår af min blog, kan jeg godt lide boliger. Ikke nødvendigvis, ja faktisk ikke så meget, hvad man i almindelighed opfatter som boliger.

På min "jordenrundt"  vandring her i formiddag, passerede jeg Kims krageskjul.  Måtte lige kigge inden for. Jeg må sige, at han har en vis evne til at få indrettet sig. Med det som nu hører sig til, det der er nødvendigt til formålet, så man kan sidde i skjul.

 Jeg ved jo at han ofte bruger skjulet, han laver kaffe og smører madpakken, tager bogen, som han lige pt. er i gang med der op. Det jeg også ved om Kim er,  at han kan sidde ret op og ned, trække hatten/kasketten ned over øjnene og sove lige på stedet. Dertil kan man jo indvende, hvor fanden kommer jagten ind i billedet her. JO, tja, det gør den heller ikke altid. Jo, da slet ikke hvis han sidder og sover, fordi han lige skal slå mave efter indtaget af alt det medbragte. Det er dog ikke lige i disse dage, skjulet bruges mest.

Nu er Kim ikke den eneste som "bor" i krageskjulet, her er der lige blevet plads til en solsorterede, med privat vagtværn. En detalje jeg syntes rigtig godt om.

Det forskellige lokke grej har sin plads der oppe. Ting som i sig selv er fine, også når de ikke bliver brugt til formålet.

Den kvikke læser, vil nok undre sig over den noget underlige rævekonstruktion. Det er en lokke ræv. Forsynet med en fjeder, monteret på et brædt. Den har nu ikke vist sig meget effektiv, men Kim  har hugget sig med at lave den og det er som jeg har forstået det, nok det vigtigste af det hele. At den så ikke rigtig har lokket nogle krager til, det er sekundært.

De to vagtfugle ved reden, er benløse fugle. Deres understel står parkeret, et andet sted og der er derfor ingen fare for, at de to render af reden.
Der er mange måder at indrette sig på, nogle mere praktisk betonede end andre.

I håb om at denne fredag må blive meget laaaang.

Nedtælling på ny.

Dagen i går, har vi sådan set ventet på det sidste årstid. Den kom vel ikke bag på os, men alligevel blev det så virkelighed. Toke har det sidste år, trænet intenst på at nå denne dag. Ikke sådan trænet alene, men sammen med en lille speciel  enhed i Hæren. Det har været meget koncentreret arbejde, meget nyt at lærer, og ikke mindst her i de sidste par uger, mange tanker at gøre sig. Nu hvor afrejsen til Afghanistan nærmede sig.

Det var så i går.

Vi har talt ned ,og nu tæller vi så ned igen. Det næste halve år, skal Toke være væk. Han har selv valgt at han ville udsendes, i håbet om, at han kan være med til at gøre en forskel for Afghanerne. Vi håber at  Afghanere på længere sigt, kan leve et friere liv, i sikkerhed og respekt med hinanden. Både kvinder og mænd. At alle børn, piger som drenge får muligheden for at gå i skole og dermed få en bedre fremtid. At man kan færdes uden farer for miner og bomber.
 Han kommer hjem på ferie i løbet af sommeren, og vi tæller nu ned til juli. Derefter ud igen og så hjem til efteråret.
Der er blevet snakket meget, og vi er selvfølgelig bekymrede for om der sker ham noget, men vi sætter vores lid til at de er så dygtige til deres arbejde, så koncentrerede og fuldt til stede i det de gør, at de kommer hele hjem alle sammen.
Det har ikke været let at skulle skrive den sidste vilje, som jo er en del af en sådan udsendelse. Det er nok de færreste unge på 22 år, som helt konkret, skriftligt, har skulle tage afsked med familie og venner. Lave testamente og forholde sig til hvordan man ønsker at blive begravet. Det har helt sikkert sat sit spor.
Vi fastholder at han kommer hjem igen, i god behold. Glæder os over at Skype er opfundet, og at vi trods alt kan kommunikerer ret let med ham, selv om han er langt væk.

Glædelig påske til jer som læser med her.