Æg.

En rede fuld af andeæg, desværre har anden forladt reden.  Den havde lagt sig til rette i staudebedet.

Solsorte æg, tror jeg. Fandt jeg på jorden ved terrassehegnet. Også muttersogalene.

Hønen som ligger på æg i skurvognen, her smidt nogle af æggene ud af reden, eller også har en anden, ved ikke hvem det skulle være. Måske har hun syntes, at der var for mange at ruge ud. Nu er jeg lidt spændt på, hvor mange hun i det hele taget ligger på.

Et enkelt vibeæg, så smuk med sine små tern. Jeg har efterhånden lagt en del løg, men det er foreløbigt kun denne ene som har vist sig i år. Måske kommer der flere, hvis varmen kunne blive lidt mere stabil.

Der er noget med æg og dette sted, i år, som jeg tidligere har fortalt, så havde vi en gås liggende ud på den lille sø bag ved huset. Efter ca. 10 dage var den væk og reden forladt. Gåseparret er et eller andet sted her omkring, de flyver rundt her over flere gange dagligt, men noget har skræmt dem væk fra reden. Lidt ærgeligt, da gæs er meget sky fugle, og derfor holder større afstand til mennesker. Det er højst sandsynligt det samme gåsepar, som rugede her sidste år også. 

Effektiv bunddække.

Morgenens have vandring, bød på de første udsprungne mirabelleblomster. Der er en bestemt gren i mirabellehegnet, som altid springer ud først. Det er ikke fordi der er system i noget som helst i min have, slet ikke. Blomster kommer når de kommer, hvis de kommer, Lige nu er der påskeklokker, tror jeg nok.

Det der nok er mest af, er den helt fantastisk frodige bunddække plante, skvalderkål. Den ligger allerede, som lukkede tæpper over det meste af haven.  Jeg er bekendt med at den kan spises. Det har jeg gjort i årevis. Jeg må nok kunne sige, at jeg har ædt min del. Måske det lige skulle være lidt pesto, her hvor de er helt nye og unge, altså planterne. Men ellers er der vel kun en vej. Spaden og de bare næver. Det er det jeg syntes,har været mest effektivt, om ikke nok, sådan som det myldre frem derude.
Samtidig må jeg også beundre, den enorme evne til at dukke op over alt. ikke at give sig og konstant producerer nyt grønt. Det må da kaldes overlevelse.

Den samme evne har nogle mennesker.

Så er overfrakken garvet...

De sidste to dage har jeg været på garve kursus, hos Marianne på Hjørnegården i Skamby. Jeg har aldrig tidligere garvet skind, ikke som sådan. Det nærmeste er nogle svineblærer, som jeg ville eksperimenterer med. De smagte hæsligt, da jeg tyggede dem, for at blødgøre dem, efter endt oppustning og tørring. Det endte med, at jeg måtte nulrer dem til de blev bløde, men de var ikke særlig stærke. Det er mange , mange år siden og vil ikke blive gentaget.

Skindet trækkes op af myresyrer badet.

Skindene var fra får af forskellig race. Mit herover var fra Spelsau.

Der blev vasket og kæmmet for urenheder, til den store guldmedalje.

Rammen til opspænding af skindet lavede vi i går, da vi havde skrabet  og lagt skindet i blød.



Marianne og hendes mand holder får af racen Spelsau.  Der er selvfølgelig kommet lam, som er bedårende.

Et andet af de skind som blev garvet, var enormt tykt, racen husker jeg ikke. Man aner den lidt blålige farve, som har smittet af på dyrets ryg, ved ilemningen. Det var ikke helt let at få det fjernet, så måske skal man være opmærksom på, hvad man bruger som markerings farve, når skindene skal bruges.
Skindet skal nu tørre lidt op, og så starter blødgøringen. Nej, jeg har ikke tænkt mig, at prøve at tygge mig igennem dette skind. Jeg tror at jeg holder mig til Mariannes instrukser. Jo mere der gnides jo blødere bliver skindet. Denne proces glæder jeg mig også til at arbejde med.

Dejligt at have lært noget nyt, ny indsigt, jeg elsker det.