mandag den 30. december 2013

At gå i et med tapetet.



Det er nok et udtryk, en del af os kender ret godt. Hvor meget det bruges af unge i dag ved jeg ikke, det er vel noget mere engelsk klingende, som er på tapetet.
Det er nu heller ikke, fordi vi overhovedet har tapet på væggene. Her males der bare over, direkte på den rå væg, hvis der altså males. Det er nu ved at være mange år, endnu flere stearinlys og adskillige rummeter brænde, siden der sidst blev svinget en maler kost her. Det har resulteret i en jævn grå farve, på lofter og vægge.



Men det der med at gå i et med tapetet, må jeg lige tilbage til. Det lyder jo enormt kedeligt. Man er også sådan ret grå, i min optik hvis man går i et med tapetet. Ikke grå, gråagtig. Jeg er også grå, både på hår og tøj. Har sjældent følt mig i et med tapetet og kunne måske godt have tænkt mig, nu og da, at kunne være fluen på tapetet.

Al den her snak om tapet, hænger heller ikke sammen med at vi skal have frisket op i hytten. Vi taler om det, men gør ikke noget ved det. Der er altid lige noget andet som er mindre besværligt, end at tømme det hele, sætte 4-5 dage af alene til at få malet gulvene op. Vi lever med det og i det.



Mange af os har set filmen " Den eneste ene" her i bliver der spurgt om hvilken bil det unge par ser deres forhold som, manden svarer en kassevogn. Det skulle han så ikke lige have sagt. Konen bliver skide fornærmet. EN KASSEVOGN.
Her i huset kom vi så til at snakke om, hvilket tapet vi mon var, set med egne og andres øjne. En sjov selskabsleg fandt vi på. Kuverter med stykker af tapet, alle trækker en kuvert og dette er så grobund, for en god snak om hvem er jeg og hvem ser du mig som, i forhold til mit stykke tapet. Det kunne være morsomt.
Jeg kan tydeligt se for mig, den der får et med knald på kuløren, billeder af gamle kobberkedler, små nuttede blomster, så små så næsten usynlige. Eller hvad med en stykke Hessian eller savsmuld tapet.





Man kunne også lave sin egen daglige guide line. Trække en kuvert hver morgen, i stedet for et tarot kort.  Hvad bringer dagen ? Er det fest og farver eller er det et stykke med Hessian, stikkende og ujævnt, mørkt og næsten ikke til at male over.

Hvem er du f.eks. hvis du skal omsættes til tapet?

1 kommentar:

  1. Noget så kedeligt som tapet - men du giver sandelig stof til eftertanke.

    SvarSlet