torsdag den 22. oktober 2009

Forråd

Så er der plukket og samlet kassevis af æbler. I år har vi ikke så mange æbler selv, men heldigvis har gode bekendte en masse gamle frugttræer. De bruger ikke så mange selv, så jeg kan plukke alt, hvad jeg gider hos dem. Det blev i første omgang til 120 kg. Jeg kørte dem over til www.Vellingefrugt.dk hvor de presser æbler til den dejligste most. Det blev til 72 liter frisk helt ren æblemost, som vi nu drikker i grådige mængde. Dejligt. Sidste år fik vi presset 186 liter af egen avl. Det rakte fra oktober til marts månede.

Jeg føler mig altid enormt rig, når jeg fylder forråds kamrerne op. Det være sig frugt, most, marmelade eller pil. Der er nu noget ved at have sikret sig til vinteren. Som om vi nogensinde skulle komme til at mangle noget i denne del af verden. I de 14 år vi har boet her på Bolmerodet, har jeg troligt plukket kassevis af æbler og båret dem ind i udhuset, til vinterens æblekager og æbleflæsk, men jeg må sande, at det er ret begrænset hvad vi spiser af den slags. Når så det har lugtet tilstrækkeligt råddent i udhuset, ja så har jeg båret det meste ud igen og hældt det ud i haven til fugle og vildtet. Ikke mindst har vi vadet rundt i rådne æbler, på en total smattet græsplæne.
Men det er nu slut med det svineri. Nu presses der most og der drikkes i store mængder. Det er ligeledes en god ting at have med når man skal på besøg. Folk bliver rigtig glade for at få en sådan dunk. Ulempen er selvfølgelig at det kræver en stor fryser at opbevare moste. Jeg har en fryser til at fryse pil i, den må så rumme mosten også.



Drivhuset har jeg ikke fået brugt så meget i år. Jeg var så tosset, at jeg plantede et figentræ inde i drivhuset for ca. 10 år siden. Det vokser sig kæmpe stort på en sommer. Jeg klipper og tynder ud og det finder sig bare i behandlingen. Dertil kvitterer det med et hav af figner, som dog ikke alle bliver modne. Jeg plukkede lige, de måske sidste, som bliver modne i år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar