Enhunds kamp.

Foråret er her, jeg er ikke i tvivl. Det er allerede ved at lysne ved 5.30 tiden, det er simpelthen til at blive helt høj af. Det pynter gevaldigt på det hele når man skal tidligt op, jeg elsker at se dagen komme. Følge lyset som det bliver stærkere, fantastisk. Denne morgen var alt her dækket af rimfrost, det ser så smukt ud når alt er loddent, men meget koldt. Det er lidt selvmodsigende, men det er sådan jeg ser det.

Eftermiddagen har budt på massere af lys, og solen har været her forbi. Patienten skulle lige ud for at blive luftet, så vi brændte nogle gamle aviser og lidt tomme papkasser af. Haldur (den tasmanske satan) var med ude, for at hjælpe med at slæbe papkasser. Det gør han ret godt. Han løber som en gal med høj hastighed , slæbende papkasserne om til bålpladsen, der bliver de så smidt, sådan lidt rundt omkring. Kæmpe hjælp, hvis Kim skal sige det.
Da Haldur så sin fodbold, jå så var papkasser ikke længere interessante, ham elsker den boldt. Det bleve til enhunds kamp i dag, da Kim lige passer på sig selv i disse dage. Han skal jo holde mange år endnu.

Ret beset er Haldur jo ikke Tasmaner, men bare Tysk Jagtterrier, en lille ung hund, med fuldt krudt i haleroret. Der skal helst ske noget hele tiden. Nu hvor der ikke længere er ræveregulering, så bliver livet måske lidt kedeligt, men der er jo altid lidt musehuller som kan udforskes- og så selvfølgelig fodbolden.