Virkelighede har ramt ham.

 

Så har det helt almindelige liv ramt Toke. Han flyttede hjemme fra 1. august og har glædet sig meget, til denne store dag. Udsigten til eget håndholdt liv, i Odense, sammen med kammerat Mads, som også er rykket ud i verden, sådan for første gang. Selv at skulle holde hus og rent ( det skulle han også her, men kun på eget kammer) indkøb, madlavning og ellers" lege" rigtig voksen. De har lagt så mange planer og lavet mange aftaler, om hvordan livet skal leves nu hvor de suverænt bestemmer selv.  De har også måtte rundt til et par af deres venner, som har boet ude det sidste års tid, det er der de og andre har overnattet efter natlige byture, lidt for meget alkohol og en sofa som man gerne ville låne. De har måtte undskylde at de selv har været nogle af dem som bare forlod den synkende skude, når de fik øjne op af dagen. Undskylde at de ikke altid, har taget deres del af rodet. Nu er de blevet klogere, de er lidt trætte af at de ind imellem, har en lejlighed som ligner noget der er løgn, og de overnattende, øl drikkende er taget hjem.

Dette er en del af det at rykke ud. Men den største overraskelse, og den som fik mig ind på indlæget her, er SKATTEFAR. Han er et stort væsen, som kommer og æder en helvedes masse af ens indtægt, når nu firkortet er opbrugt. Væsenet er absolut ikke populært. Når nu alt er betalt og Toke kigger i muldvarpen, ja så er der faktisk ikke så meget at komme efter. Her er det reelt nok, det med at der ikke er noget at komme efter, han er jo ikke politiker. Jeg kan kun sige velkommen til virkeligheden, min dreng. Jeg forelog ham at kigge rigtig godt på alle de mennesker han møder på gaden, de gør alle det samme som ham, nemlig tager på arbejde hver dag, og kommer hjem med en reduceret løn. Sådan er det, man vænner sig til det.

Samtidig kan jeg jo kun gøre ham opmærksom på, at vi jo får noget for vores skattekroner, endnu da. Til gengæld bliver han også en af dem, som kommer til at trækkes med denne økonomiske krises følger i rigtig mange år frem over. Det vænner han sig også til.  Heldigvis er vi mennesker utrolig omstillingsparrate, man kan vænne sig til det meste, ret hurtigt.

Jo virkeligheden har ramt ham, men han klør på og der er ikke brok, blot undren. Måske det giver lidt forståelse af, hvorfor der ikke altid lige har været økonomi til alt hvad han kunne drømme om, her hjemme.