fredag den 16. september 2011

Farveskifte, både her og der.



Da jeg tidligere i morges kørte til kiropraktoren i Otterup, mødte jeg denne mark, som stod smukt med valmuer. Det er da lidt sent for valmuer, eller hvad. Jeg har ikke lagt mærke til, at de skulle stå i blomst endnu. Men farven passer mig jo rigtig godt, den falder jo i tråd med den nye politiske situation. Jeg holdt den faktisk kørende til lige efter Lars Løkkes tale til sit parti, som jeg forøvrigt syntes at han gjorde rigtig godt. Det var sobert og en konstatering af, at vælgerne har besluttet sig. 
Forinden havde vi, hos gode venner spist så meget af Bodils super gode valgflæsk, at vi var stop mætte.  Det meget tætte løb, var lige ved at tage pusten fra os, ikke kun på grund af forædt hed.
Jeg har ikke gidet høre radio her til morgen, jeg venter til der foreligger nærmere, om hvem der er med hvor og på hvilke poster. Det er faktisk endnu mere spændende.
At solen skinner derude i dag, er der nok ikke nogle fra Christiansborg som kan tage æren for, så jeg vil nyde lyset og være flittig i mit værksted. Det er tydeligvis ved at blive efterår, sine steder er træer og buske ved at skifte farve, så det er både her og der, der sker ændringer.

God weekend til jer alle.


1 kommentar:

  1. De valmuer er da helt fantastiske! Som du, ville jeg tro, at tiden for blomstrende valmuer er ovre for i år; men der tager vi så fejl.
    Lene

    SvarSlet