lørdag den 15. februar 2014

Der pakkes kufferter.

Nå, så skal hun nok ud at rejse, tænker du. Næ, det skal jeg ikke. Det kunne ellers være fint. Tilfældet er, at jeg skal være farmor og endnu en gang papbedstemor. Da Evelyn blev født, fik hun en lille rød kuffert, med lidt hjemmestrikket tøj i. Ikke at det var lige til at bruge, det var for stort, om end jeg syntes at det var meget småt, men ikke småt nok. Det er 23 år siden vores yngste søn kom til verden, så jeg havde måske lige glemt hvor små, sådan nogle små kan være.




Nu er der så to små piger på vej. En i marts og en i april. Jeg glæder mig helt vildt. Det er så livsbekræftende at de har lyst til, at få børn. Så jeg har igennem et stykke tid, strikket noget mere eller mindre småt tøj. Kufferterne er hver i sær ved at blive pakket. Ideen med at det skal leveres i en kuffert, er selvfølgelig at de nu kommer til verden, et nyt led i deres livs rejse.



 Jeg håber at de vil lade sig friste til, på længere sigt at pakke kufferten og tage ud i verden, for at opleve dens store mangfoldighed. Måske er de heldige at nå det, inden vi alle ensrettes totalt . Eller i værste fald, får udryddet hinanden, som det er tilfældet nogle steder. Verden er trods de sociale medier stor, jeg håber at de får glæde af den, at vi som er de voksne vil opfører os anstændigt, så vi kan levere en ren og fredelig verden videre til alle de små mennesker, som fødes her og der. Jo, jeg ved det jeg er krævende.


Jeg har brugt de to strikkebøger : Baby strik på pinde 3 1/2 - 4 skrevet af Lene Holm Samsøe og  All you knit is love af Susie Haumann. Her i er der nogle rigtig søde ting, som er til at finde ud af.  

5 kommentarer:

  1. Det er vel nok nogle søde ting du har strikket og en sød tanke med kufferterne:o)

    SvarSlet
  2. Ja tak, jeg kan godt lide de gammeldags kufferter af pap. Jeg bruger dem i forskellige størrelser, til syæske, knapper og ting og sager af forskellig slags.

    SvarSlet
  3. Dejlig strik i sjove kufferter, dem kan jeg heller ikke stå for. Jeg er også så heldig at være farmor, så jeg pakkede en kuffert med Josefine elefant.

    SvarSlet
  4. Tillykke, tillykke med de kommende værdigheder!
    Ikke mange tænker over det; men genetisk succes er at få afkom, som får afkom.
    Selv at avle afkom er ikke nok. Det nytter f.eks. ikke, at en hest får afkom med et æsel, da mulddyr er sterile og kæden derfor vil stoppe dér.

    SvarSlet
  5. Tak Farmer. Altid bliver jeg lidt klogere, når du har været forbi siden her. Den med muldyr var jeg klar over, men har ikke tænkt så meget på afkom, afkom.

    SvarSlet