Danpo.

Før vi boede her ude på landet, slog vi vore folder i centrum af Odense. En af de hyggelige gamle gader, med små meget gamle by huse. Et dejligt centralt kvarter med godt naboskab og fælles aktiviteret i beboerhuset.

Der havde vi en meget lille have, men stor nok til at der kunne klemmes et hønsehus, med tilhørende gård ind, vi kaldtehønseriet for Nordisk Fjer. Vi var så heldige, at vores have mundede ud i den bag ved liggende integrerede vuggestue/børnehave, Vandtårnet. For at komme ud af haven, skulle vi igennem legepladsen. Dette gav os en meget større have, når Vandtårnet var lukket. Vi havde nøgle til skurene, så når der var børn på besøg, kunne de lege på legepladsen og vi lånte cykler og legeredskaber der inde. Vores yngste søn, Toke gik selvfølgelig i institution der. Tættere kunne det ikke blive. Et dejligt sted at være barn. Børnehaven kunne så  gå ind og fodre vores høns, når der var madrester efter spisningen.

Det var et sikkert sted for høns og børn at være.

Nu efter at have boet her ude på landet i 19 år, må jeg igen igen konstaterer, at det er meget farligere at være høns på landet end i byen. Her glemmer man kun at lukke for hønsene en nat. Så er hele huset ryddet. Hønseriet her i Rostrup, kan kun hedde Danpo.

Rævehunden og dens rævejæger gider jeg faktisk slet ikke nævne. De er begge tidligere blevet omtalt, ikke med begejstring, slet ikke, men nu står de meget tæt på en fyring. Det bliver ikke et prik på skulderen. Det bliver med et skud hagl i røven.

Jeg starter så igen med nye høns og hane. Den nye hønsegård, får de ikke lov til at komme ud af. Der er også fin plads der inde. Men jeg kan jo godt lide, at de bare går frit her ude og selv bestemmer hvor de vil ligge i solen, hvis den skulle vise sig, og spise hvad de nu behager. Under alle omstændigheder, så nærmer det sig så tid, så skal de være i hønsegård alligevel. Sidste år måtte jeg så om fire gange, afgrøden var noget spredt.