Der hvor tændstikmanden slog svensken.

Lige præcis der tilbragte Kim og jeg dagen tidligere på ugen. Der er selvfølgelig tale om den lille ø , Marstrand. Der er bilfrit, så man sejler med en lille kabeltrukket færge over til øen. På denne årstid er der meget stille, vi mødte kun nogle få lokale, som absolut ikke hilser på fremmede. Måske hænger det sammen med, at de i vintermånederne tilbringer livet i en tilstand af indre ro, opladende til sommerens invasion, af kendte, kongelige og andre  svenskere som tilsyneladende er velhavende. Det skulle efter sigende, være svaret på Skagen, som nogle kender her fra Danmark.

For os var det selvfølgelig fæstningsværket som var interessant. Et enormt stort og meget flot bygningsværk. Jeg bliver altid imponeret over, hvad man til alle tider har formået at få stablet oven på hinanden, ikke mindst under forhold som ikke ligner dem der bygges under i vore dage, hverken hvad angår hjælpemidler eller sikkerhed. ( her tager vi lige en parentes, for der er jo i de senere år blevet slækket på sikkerhed, til fordel for billig arbejdskraft uden krav på noget som helst, men det er her en anden historie)

Øen er nærmest et stort fjeld, som har de begrænsninger det nu er at leve på sten. Ikke så mange grønne områder så det gør noget. Derfor var det en glædelig overraskelse, at se der på øens eneste flade stykke var anlagt en fodboldbane. Herligt at intet er så helligt, at der ikke trods historisk monument, kan anlægges lege område når nu det er det eneste flade stykke græs.
Som det fremgår af billederne havde vi om aftenen/natten fået sne, det fremhævede de smukke klipper og gjorde det lidt svært at færdes, tærrenget er jo ret stejlt og Kim med et dårligt ben var lidt af en ynk at se på , når han klamrede sig til stakitterne rundt om de haver vi passerede. Men der var ikke så meget andet at gør. Vi tog det hele i adstadigt tempo.