fredag den 13. oktober 2017

Nogle graver sig ned, andre syntes bare det er smukt.

Der er noget i luften , det er helt sikkert. Det mærkes og ses både morgen og aften. Lys er der mindre af og det er blevet koldere.

Hønsene er holdt op med at lægge æg. De er også i fjerskifte, hvilket måske er lidt dumt, med det koldere vejr i sigte. De laver nok bare nye og lunere af slagsen.

Jeg har det selv fint med årstidsskifter, der er en charme ved at billedet derude skifter farve og så trækker jeg mere indendørs, det er der også noget hyggeligt ved. Egentlig burde man jo skrue mere ned for aktiviteten, det er vel meningen når dagen bliver kortere. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, samfundet der ude kører i nøjagtigt samme gear året rundt. Der er ikke noget med at følge årstiden.


 


Anderledes er det med Kims ca. 60 år gamle russiske landskildpadde, den følger årstiden og går i hi. Den graver sig ned ude i haven, jeg graver den op. Den opholder sig i en stor kasse med halm nede i kælderen. Den sover hele vinteren og vågner først igen til foråret.
Interessant er det ikke, det mest kedelige dyr , næst efter vandrendepinde.  Den foretager sig ikke andet end at spise, sove og  ligge lidt ude i solen hvis den skulle finde på at skinne.




Mmmeeennn den er levende endnu, så der er ikke andet at gøre, end at sørge for at den trives. Det er sådan set, det eneste vores børn kan være ret sikre på at arve efter os.  Fru Tordenskjold som damen hedder.  Hun overlever nok os alle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar