tirsdag den 12. januar 2010

Fortsat vinter og fuglekig

Søndag var Kim og jeg på Helnæs til frokost. Det var bidende koldt, men jeg måtte lige ud af bilen da jeg passerede dæmningen over til Helnæs. Det så sjovt ud, at vandet til den ene side var frosset til og lige på den anden side af vejen over mod Sønderbyklint, var det i bevægelse.













Jeg har dagen hjemme i dag, pludselig opdagede jeg, at det faktisk er tirsdag. Jeg har fra morgenstunden følt
det som mandag. Det er vel hvad der kommer af, at have haft et par nattevagter i weekenden. Jeg får simpelthen "nattevagtshoved" af det. Det er helt sikkert ikke sundt. Tilgengæld kan jeg så sidde her og kigge ud på alle fuglene, som flokkes om foderhuset, som hænger ude i hyldebærtræet. Der er massere af solsikkekerner, nok til alle, men de ter sig som mennesker. Nogle af dem har lige rigeligt travlt med at få jaget andre væk, i stedet for bare at rykke sammen og så se at få kørt noget indenbords. Fat det hvem der kan.
Lige nu er der Rødhals, Skovspurv, Blåmejse, Bogfinke og Musvit. I min dejlige fuglebog, leder jeg efter en anden af dem, den har de smukkeste farver, nøjagtig som den bålbrændte keramik, som jeg i sidste uge legede med. Det tager så meget tid, at artsbestemme fuglene, nok meget sundt, men jeg føler helt klart også at jeg stjæler mig til denne tid.







Tidstyveriet må nu have en ende. Jeg skal lave en kurv færdig og nogle af mine foderpladser skal flyttes. Haldur kan simpelthen ikke holde ud, at alle fuglene er der og bevæger sig hele tiden Så alt hvad der er hængt op lige uden for hundegården, skal nu flyttes.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar