Viser opslag med etiketten livet som sådan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livet som sådan. Vis alle opslag

tirsdag den 12. januar 2010

Fortsat vinter og fuglekig

Søndag var Kim og jeg på Helnæs til frokost. Det var bidende koldt, men jeg måtte lige ud af bilen da jeg passerede dæmningen over til Helnæs. Det så sjovt ud, at vandet til den ene side var frosset til og lige på den anden side af vejen over mod Sønderbyklint, var det i bevægelse.













Jeg har dagen hjemme i dag, pludselig opdagede jeg, at det faktisk er tirsdag. Jeg har fra morgenstunden følt
det som mandag. Det er vel hvad der kommer af, at have haft et par nattevagter i weekenden. Jeg får simpelthen "nattevagtshoved" af det. Det er helt sikkert ikke sundt. Tilgengæld kan jeg så sidde her og kigge ud på alle fuglene, som flokkes om foderhuset, som hænger ude i hyldebærtræet. Der er massere af solsikkekerner, nok til alle, men de ter sig som mennesker. Nogle af dem har lige rigeligt travlt med at få jaget andre væk, i stedet for bare at rykke sammen og så se at få kørt noget indenbords. Fat det hvem der kan.
Lige nu er der Rødhals, Skovspurv, Blåmejse, Bogfinke og Musvit. I min dejlige fuglebog, leder jeg efter en anden af dem, den har de smukkeste farver, nøjagtig som den bålbrændte keramik, som jeg i sidste uge legede med. Det tager så meget tid, at artsbestemme fuglene, nok meget sundt, men jeg føler helt klart også at jeg stjæler mig til denne tid.







Tidstyveriet må nu have en ende. Jeg skal lave en kurv færdig og nogle af mine foderpladser skal flyttes. Haldur kan simpelthen ikke holde ud, at alle fuglene er der og bevæger sig hele tiden Så alt hvad der er hængt op lige uden for hundegården, skal nu flyttes.


lørdag den 2. januar 2010

Glo huller i sneflokkene...






Så daler sneen lige så roligt og smukt igen, ned over nordfyn. Det er dejligt. Jeg får sådan en lyst til at gå i hi, bare sidde og glo huller i sneflokkene, som virvler rundt. Lade roen sænke sig, ikke forholde sig så meget til hvad der sker her og der ude i verden. Sidde og kigge på fuglene, som kommer for at spise af kerner og fedtkugler. De må være aktive for at kunne klare det kolde vejr. Her inde tændes der en bunke stearinlys og hyggen breder sig. Jeg tror faktisk at jeg må ligne en storryger, indvendig, med alle de lys jeg i årenes løb har brændt af. For ikke at tale om druknefaren, ved de litervis af te det indimellem bliver til.
Meeeen jeg syntes altid lige der er noget andet jeg bør gøre, der er kurve som skal flettes, mennesker der skal besøges og et gammelt hus, som i den grad trænger til både at blive skuret og skrubbet, et værksted at rydde op i. I denne uge har jeg valgt at være vikar, hele ugen. Så holder jeg fri i næste uge. Jeg glæder mig til, at være sammen med de dejlige kvinder fra Baskets4life. Vi skal lege sammen, det meste af ugen. Nye indput og forhåbentlig nye planer, for 2010.

onsdag den 30. december 2009

Sne, og julen der var

Efter nogle meget smukke dage med massere af sne, er det nu ved at ligne hverdag igen. Ikke at jeg har holdt meget fri her i julen, men Kim og Toke har altid alen lange ferier. Det giver sådan en underlig tilstand, af stillestående tid.
Julen har været jævnt fordelt over landet. Kim og jeg alene her juleaften og børn med kærester her d. 26 december. Det var bare så dejligt, at have dem samlet alle sammen. Som jeg plejer havde jeg lavet alt for meget mad, og jeg gider simpelthen ikke at se det, eller spise det. Te er fint, alt rigeligt.

Desværre var det meste af sneen væk, da Rasmus og Bianca kom her d. 26 og skulle bo oppe i skurvognen. Den har ellers stået så smukt i sin hvide klædning.

fredag den 2. oktober 2009

Efterår

Så er det tid for start af blog. Jeg har længe haft lyst til at blogge, men alt har sin tid. Nu er det så, blevet tid.

Her på siden vil du møde mig og mine, og ikke mindst det som lige falder mig for. Min titel er Folehaves univers. Det er nok det jeg kan sige mest om, da det er der jeg som regel befinder mig. Når ellers jeg er tilstede.
Tonen vil ikke altid være helt "ren" her hos mig, det er jeg simpelthen alt for impulsiv til. Bander ret ofte, blander mig i det meste og vil absolut have lov til at sige lige, hvad fanden der falder mig for. Nogle gange må jeg æde noget i mig igen, når jeg lige har tænkt mig om, men det bliver ikke ofte , det vil ske. Slet ikke med min gode vilje.

Jeg håber at du vil kigge ind til mig , nu og da. Endnu ved jeg ikke hvor ofte jeg vil skrive, måske det bliver lidt ujævnt, men lad mig nu lige komme igang først.

Det der med de mange flotte fotos, som jeg kan se på forskellige bloggs, ja dem vil du også møde her. Nok ikke lige så flotte, jeg har ikke dyrt "maskineri" og har heller ikke tænkt mig at investerer i noget sådant.
Jeg vil skrive om livet, dagen, mennesker og meninger. Alt i en stor sammen kogt bunke. Nok mest om almindeligheden, som der jo er så forbandet meget af og som vi alle kender så godt.
Velkommen til, jeg håber at vi vil få glæde af hinanden. Jeg høre /læser gerne din kommentar.