De er nærmest lykkelige, trods alt.

Denne lørdag er en af de få, som Kim og jeg har haft sammen. Vi var enige om at vi skulle ud af huset. Ikke så meget fordi der ikke er noget at lave her, nærmere for ikke at gøre det.
Ved Tved på sydfyn, hos Kenneth og hans familie, havde Serie Land Rovere aftalt at mødes til frikadelletræf. Det betyder at vi ankommer, iført en Serie Land Rover, eller evt. flere. For de ikke indviede, er der tale om biler som er omkring de 30 år.

Man kravler ud af sit køretøj og så sparkes der dæk, rodes under motorhjelme og snakkes placeringer af dørhåndtag, snedige anordninger til Land Roveren demonstreres o.s.v. Det er således med disse biler, at de jo er gamle, næsten altid rasler, der er altid en eller anden som må reparerer på "bilen" for det er uundgåeligt, at der er noget som skal tjekkes og om nødvendigt skiftes ud. Reservedelslageret er stort og de fleste har et sådant med i bilen, det er simpelthen nødvendigt.

Der går ikke ret mange minutter fra der er et par stykker ude af en af bilerne, før der stikker et par ben ud under den uheldige Land Rover. Alle samles omkring bilen og så snakkes der ellers problemløsning, gerne flere ad gangen og meget forskellige forslag fremføres, alt imedens at en eller flere ligger under bilen og roder. Meget specielt og en verden for sig. Der er aldrig en, som undre sig over at der lige skal repareres en bil inden vi kan køre videre. Sådan er  vilkårene for Land Rover bilister. Nu er der jo ikke tale om biler  i racer kategorien, så det går langsomt der ud af, derfor vel også fuld forståelse for, at der lige skal tjekkes fejl og især mangler.
Der var efter frikadellespisningen til forkost, arrangeret en såkaldt greenlanding tur. Det vil sige, vi kører i en lang adstadig række, ud i landskabet, af småveje og endte ved Skårupøre strand. her var der sol og smukt hav, af den sydfynskeslags. Der blev stor travlhed i det stedlige ishus, som lavede nogle store flotte isvafler.
Turen sluttede ved udgangspunktet, med kaffe og kage.

Da Kim og jeg kom hjem, havde jeg absolut ikke fået frisk luft nok, om end arrangementet blev afviklet udendørs. Jeg gik i potteskuret og såede sommerblomster, som nu står i drivhuset. Da jeg kom om på gårdspladsen, stod Landroveren der og under den, stak Kim's ben ud. Ja den havde da godt nok sagt en eller anden mærkelig lyd, på vejen hjem. Men det ville vel nærmest være utænkeligt uden.
Underligt at Kim syntes at Land Rover ejere er de lykkeligste mennessker.