tirsdag den 7. juni 2011

De er på tilbagetog.








Vi har hundredvis af selvsåede Lupiner ude i landskabet. Jeg glæder mig hvert år til at de skal blomstre. Det er faktisk sådan, at jeg får lidt ondt af, at Kim kommer til at slå nogle af dem med klipperen, når han slår stier, som vi kan gå af, sådan nogenlunde tørskoede. De kommer i massevis, det er helt almindelige gammeldags Lupiner, såmænd ikke noget ekstraordinært ved dem, ud over mængden. Desværre syntes jeg, at det går alt for hurtigt med afblomstringen, men det er jo en del af det hele.Alt kommer og forsvinder igen. Det er vel sådan med alt levende. Blot vil man ønske at alle/alt nåede til den naturlige ende af det levede tidsrum. Sådan er det desværre ikke altid, heller ikke i menneskelivet. Men Lupinerne når til vejs ende, nu hvor det er det de skal.

3 kommentarer:

  1. Jeg elsker dem, Lupiner altså! Ved nærmere eftertanke, så er det faktisk ret sjældent, at jeg ser dem hernede. Hvordan mon det kan være.

    Jeg håber, at du har fået afhjulpet dit kommentator problem, ellers kan det være at det hjælper at fjerne v-tegnet i "Forbliv logget på". Det råd fik jeg af en blogger i går aftes og sørme om ikke det bare virkede og nu er alt tilbage til normalen. Utroligt, at der skal så lidt til.

    Uanset om der er fejl eller ej, på den lille barnestol, så synes jeg den er bare helt vidunderlig.

    Anne, en skøn weekend til dig.

    SvarSlet
  2. Tak skal du have Anette, i lige måde.

    SvarSlet
  3. Jeg synes også de falder alt for hurtigt...Jeg er også vild med lupiner...Da vi var på Island sidste sommer groede der i massevis af de små vilde blå lupiner overalt! Det var så smukt!

    SvarSlet