fredag den 19. august 2011

Nak og æd, med Rasmus og Simon.

Kim fik for nogle uger siden, en henvendelse fra et par unge mænd. De var blevet lidt betagede af Jørgen og Nikolajs udsendelse Nak og Æd, som handlede om krebs og tilberedning af sådanne over åben ild. Nu var det så sådan, at de ville rigtig gerne her ud for at se krebsesøerne og evt. prøve at være med til at fange nogle krebs,  og dermed få noget viden om disse underlige natdyr.

Natlogiet har selvfølgelig haft presenning over, men Simon og Rasmus blev dog alligevel lidt våde i nattens løb.  


Henvendelsen tydede på, at de var et par ordentlig unge mennesker, som kan lide at være ude i naturen, fiske og lave mad over åben ild og som forøvrigt var seriøst interesserede. At det så også kunne være sjovt at gå i Jørgen og Nikolajs fodspor, ja det er jo en anden side af det.  


I går aftes var ruserne blevet sat ud, og nu var det så spændende at se, om der var kommet nogle krebs i. Det skal lige fortælles, at Simon og Rasmus fiskede i går aftes, dels for at fange en ørred som de evt. kunne spise, men også for at få indvolde og hoved til madding til ruserne. Frisk fisk og råt kød er som regel godt at lokke med.


Jo der var krebs i alle de udsatte ruser. Der måtte også koordineres, så de begge to trak ruser ind.  Det ER spændende at se hvormeget de giver, er det undermålere, hanner eller hunner. Kim fortalte en masse om krebsene og der blev stillet mange spørgsmål. Lige noget for Kim, med nysgerrige og videbegærlige mennesker.





Da der var sorteret hunner og undermålere fra, blev det til 12 store krebsehanner.  De blev skyllet grundigt og vores to venner drog ned til deres lejr, hvor de har kogt dem og forhåbentligt, nu nyder smagsprøven og det at vejret er blevet dejligt.

Vi har mødt et par unge mennesker som kan begejstres af stedet her, som vi selvfølgelig selv elsker at være på, men ikke mindst er det dejligt at de også har haft en god oplevelse, med fiskeri og krebseri. Både Kim og jeg tror at vi ser Simon og Rasmus igen, på et tidspunkt, når trangen til at komme væk fra storbyen melder sig. 
 Der er en forbandet masse krebseklo ( en forbandet vandplante ) den kunne vi godt bruge nogle timers hjælp til, at få renset ud i. Det bliver nok det de lige må give et nab med, næste gang de kommer. Så kan der jo fiskes og slås lejr bag efter.
Det har været rigtig hyggeligt at have besøg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar