søndag den 26. april 2015

Tarmtørring.

Jo det er ganske rigtigt. Jeg er ved at tørre tarme. Lige umiddelbart undrer du dig måske over, hvorfor jeg her på bloggen, føler trang til at fortælle om min tarmtørring. Men ikke destomindre syntes jeg faktisk at jeg lige vil vise nogle billeder af tamene. De er faktisk, set med mine øjne, vældig flotte. Ikke sådan farverige flotte, mere i deres struktur. Der er forøvrigt en del forskel på tarme. De er ikke alle lige tykke, har ikke alle lige meget struktur men de er nogenlunde lige tykke.





Måske undre du dig over hvorfor jeg har vandet ud, pustet op og hængt til tørre, af disse tarme. Det er jeg også sikker på, at min mand Kim vil undre sig over når han kommer ind i stuen, hvor tarmene i opblæst form, hænger til tørre ved brændeovnen.



Et helt fyldestgørende svar kan jeg ikke give, måske ved jeg det heller ikke selv, men jeg vil gerne se hvordan de opfører sig når først de er tørre. Jeg har lyst til at bruge dem i noget flette projekt, måske. Nu må jeg først se hvordan de bliver, hvor lang tid det tager og sådan.



For godt 30 år siden fik jeg i forbindelse med mit da værende job, nogle svineblærer hos en slagter. Dem vandede jeg ud, og pumpede op med en cykelpumpe. De blev hængt til tørre og endte med at blive meget smukke. De havde nogle meget fine sarte farver. Jeg ville bruge dem som punge, men skulle så først blødgører dem. Da dette kan gøres på traditionel vis ved tygning, prøvede jeg det. Det gør jeg så aldrig mere. De blev "nulret" bløde , men var ikke brugbare. I gamle dage, hvornår det så er, blev disse oppumpede blærer brugt som bolt, til leg og glæde.
Så jeg må nok til slagteren, for at få fat i nogle svine- og ko  blærer. Jeg tror at jeg i dag kan finde anden anvendelse for dem. Måske.

mandag den 23. februar 2015

Jeg sår forbudte frø.


Jeg er på afveje. Det er så ikke første gang i mit liv, men nogle ville måske mene, at jeg med en alder af de 62 havde lært at rette ind. Det sker nok aldrig, uanset hvor gammel jeg bliver. Det håber jeg da ikke.


Nu er det jo ikke fordi, jeg føler mig sådan meget "kriminel" men altså, jeg har for en del år siden fået fingrene i nogle gamle frø, fra en ældre landmand her i kvarteret. De er nærmere bestemt fra hans Landbrugsskoletid, i 50'erne. Der er Porre "sigfred" og Spidskål, Hvidkål, Rødbeder, Bønner og så meget andet.
Jeg ved at spireevnen daler med tiden. Jeg har ikke de store forventninger, men jeg har altså prøvet at så nogle af dem. De står nu varmt, lyst og fugtigt. Vi får se. Måske spirer noget af det, måske ikke.

Hvis jeg er heldig, så bliver der lidt at plante ud i køkkenhaven, Vi får se. Skulle det lykkes så kommer i med på havevandrig, når den tid kommer.

 Forårssol og spirende liv til jer alle.

søndag den 15. februar 2015

Det er op af bakke her lige nu, men vejen vil blive jævnet.



Bloggen ligger stille hen. Sådan er det nu og da. Der er tider hvor man har meget lyst til at lave indlæg. De seneste måneder, har jeg ikke lige været på "blog linjen"

Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg har været helt fraværenden. Verden og liver er jo lige her. Lige præcis i dag, er der stor bevågenhed omkring skuddramaerne i København.  På nuværende tidspunkt, koges der på det som har kørt hele dagen. Ikke mere nyt under solen. Nu må vi vel bare vente, til politiet har fået undersøgt de nærmere omstændigheder omkring disse frygtelige hændelser.

Livet kan på ganske får øjeblikke ændre sig. Når man står op, kan tankerne kredse om hvad man skal lave i dag, måske hvad der skal spises o.s.v. I næste øjeblik er dette helt ligegyldigt. Sådan ser livet også ud.

Meningen med det som sker, er ikke altid til at finde. Måske er der ingen.  Måske skal man bare lade være med, altid at søge svar på alt. Nogle ting ligger helt uden for ens egen indflydelse. Når så familien rammes af sygdom, er det svært blot at give slip og håbe, at dem som ved hvad der skal ske, har helt styr på det. At holde fast i håbet og troen på, at alt nok skal ordne sig til det aller bedste.

Her er vi så lige nu. I håbet og troen på at alt vil gå godt. Vi prøver at holde almindelig hverdag, så ikke alle går helt i stå. For mig personligt, er det vigtigt at foretage mig noget, gøre "ting" så jeg ikke overmandes af spekulationer. Tankerne kan meget let kører fra mig, hvis jeg ikke holder mig beskæftiget. Skyerne hænger lavt her i denne tid. Men jeg tror på at de vil lette.





tirsdag den 2. december 2014

Kalea.



Hvad jeg skal lave i dag, jo jeg skal tilbringe timevis i selskab, med denne dejlig lille pige, kaldet Kalea. Det glæder jeg mig til. Blot at iagttage hende er en rigdom. Der sker så meget i sådan et lille liv. Så interessant at følge med i hele udviklingen.
Måske vi mødes et sted på Frederiksberg, når jeg triller af sted med barnevognen, når den lille dames middagslur melder sig.

Fasandræberne og Ida.

Ikke sådan  "Når Kim går på jagt" Det er noget meget anderledes. Her er der tale om den filmatiserede udgave af Jussi Adler Olsens bog. Jeg har selvfølgelig læst dem alle, de er skide spændende.


Det er altid svært, at skulle få personerne i en roman til at passe til det billede, andre gør sig af de "deltagende" Jeg må erkende,at jeg når jeg læser krimier, som er meget voldsomme, så er mine indre billeder ikke så voldsomme som dem i filmen her. Det er lige i overkanten til mig. Samtidig savner jeg Assads noget finurlige danske. Det vil måske fremstå for fjollet på film, måske er det ikke korrekt, måske ville nogle blive stødt.Men i bogen (bøgerne) er han jo vildt charmerende, samtidig med at man er helt klar over at manden har indsigt, er enormt dygtig og ved mere end han umiddelbart giver udseende af. Men meget spændende.
Anledningen til biografturen og filmvalget,ligger i at Kim har fødselsdag og derfor kunne bestemme hvad vi skulle i dag. Det blev film og spisning i byen.



En rigtig dejlig aften har vi haft og næste film er udset. Det bliver "Ida" en polsk film i sort /hvid. Det er nok mere mig. Grå, stille og langsom. Ikke mindst fra Polen, som jeg første gang besøgte først i 80'erne. En grå, våd november, før murens fald. Alle gik i brunt og gråt, der lugtede af kul og kål over alt. Alt var rationeret, penge vekslede vi i en eller anden skummel opgang eller baggård. Det var som at komme ind i en helt anden verden. Siden har jeg været i Polen mange gange, både før og efter murens fald. Kim og jeg havde et par år, hvor vi pakkede cyklerne og tog på cykelferie der. Det var helt fantastisk gæstfrihed vi blev mødt med. Jo, jeg holder meget af Polen. 

Vandet var stift.

I går morges var vandet stift, da jeg gik tur med Haldur. Vandspejlet var helt dækket om morgenen, det aftog dog op af dagen, hvor billedet er taget.



Det er ikke fordi der er så meget vandspejl at dække. Der har aldrig i vandhullets levetid, været så lave en vandstand som i år. Sommeren har jo som bekendt været helt fantastisk, blot ikke for vandstande.
Krebsene har der været massere af, trods det at de kun lige akkurat, har kunnet dække skjoldet. Kim har i sommeren, set og hørt krebsene, som har været helt oppe på brinken for at spise. Krebs er nat dyr så man ser dem jo sjældent, med mindre man er ude med lommelygten efter mørkets frembrud. Man kan faktisk høre dem når de går på land, de giver en klikkende lyd fra sig.



I almindelighed står vandet op så det flugter med græsset. Krebsene er gået i hi. Alt efter hvor hård vinteren bliver, må vi se om krebsene overlever. Vi har før mistet rigtig mange, efter lang frost og sne dække periode.


Med ønske om en frost klar dag til jer alle.

tirsdag den 25. november 2014

Vi fylder os med sol, gør vi.

Endnu en dag med smukt vejr. Der var rim frost på græsset, her til morgen. Når først solen kommer i gang, forvandles græsset til et glimtende hav af de finest vanddråber. Det er så fascinerende at se på.



Og sådan kan jeg blive ved.


 Himlen er blå og det er svært at finde ind i værkstedet, hvor pilen venter på at blive flettet til kurve.




Alene det at være så priviligeret, at kunne gå ud i solen og kigge på vanddråber og husstandens 3 høns med deres flotte hane.



Tænk at stå der ude og gøre sit morgentoilette. En solrig november formiddag. Vi er rige, er vi, både hønsene og jeg.

mandag den 24. november 2014

Kald mig bare en pralerøv, det er ok.





Ja, så kom solen her til Nordfyn. Morgenen startede lidt kedeligt med strid regn. Haldur og jeg viste os fra den standhaftige side. Vi  kører med Kim et stykke ind mod Søndersø. Vi bliver sat af et stykke inde og går så hjem. Haldur er ikke en fortovs hund, men han klarer nu den smule trafik der er helt godt.
Jeg håber at solen skinner på jer alle.

fredag den 21. november 2014

Jeg er en KUJON, ja en IDIOT, jeg holder mig ikke ud.


Og jer er rasende, på mig selv. Ikke kun på mig selv, også på de øvrige kunder på tankstationen, hvor jeg lige har fyldt diesel på bilen.
Da jeg skulle tanke diesel, stod en mand ud af sin bil, da han også skulle tanke. Jeg bemærkede straks, at han ikke var helt sikker på benene og noget svømmende i blikket. Efter endt tankning gik jeg ind for at betale, det gør man jo. I forretningen var der en ca. 20 årig ung ekspedient, samt tre andre kunder. Den tydeligtvis meget berusede, nej stang stive mand, jeg havde bemærket, betalte og gik med sine fire øl. Han koncentrerede sig meget, for overhovedet at gå bare nogenlunde lige hen til døren. Alle kunder så ned i gulvet og var tilsyneladende usynlige.
Jeg tænkte om jeg skulle standse ham, eller spørge de øvrige kunder, om de syntes at det var ok at vi blot så til, når nu han gik ud og satte sig i sin bil for at kører videre.

Ved i hvad, jeg gjorde ingen af delene. Jeg ventede pænt, ingen trak vejret og den unge kvinde ved diske fortsatte sin betjening. Hun er sikkert vant til det.
Manden var væk da jeg kom ud. Hvorfor gør man da ikke noget. En sådan bilist er jo livsfarlig. Jeg kunne jo have tilbudt at kører ham hjem, så han ikke skulle have den undskyldning, for at være nød til at fortsætte.
Er det fordi jeg er blev ældre at jeg ikke reagerer. For mange år siden, ville jeg have reageret og forsøgt at stoppe ham. Jeg har tidligere i livet blandet mig, når noget urimeligt foregik, på gader og stræder. Jeg har i mange år levet af at løse konflikter.
Det kommer aldrig til at ske igen. Sådan en kujon kan jeg ikke leve sammen med, og jeg er jo lidt svær at undgå, for mig selv.

fredag den 14. november 2014

Jeg drager mod nord.

Dagen i dag byder på en længere kører tur. Nærmere Vendsyssel. Helt nøjagtigt Hjørring. Jamen hvad skal hun nu der, kunne du måske undre dig over. Er hun da ikke fra Fyn. Det kan jeg ikke nægte, jeg er øbo, dog med "klapper" både mod vest og øst, så føles ikke så øagtigt.



Trods min nye tilstand som efterlønsmodtager ( sikke da et ord ) har jeg fortsat nogle kurser i forskelligt regi. I denne omgang er det Vendsyssel Husflidsforening, jeg skal have fornøjelsen af at besøge. 11 kursister er der tilmeldt, så det er et stort hold. Når jeg underviser her hjemme i mit eget værksted, har jeg ofte kun det halve. Men der er det jo også suverænt mig der bestemmer hvor mange et hold består af. Det er noget andet med foreninger, som jo får offentligt tilskud.


Der skal selvfølgelig flettes kurve og hvis ikke min erfaring slår helt fejl, vil der blive snakket og udvekslet ideer, til fletteri og så meget andet. Det er tit  mennesker som helst skal have fingrene i alt muligt, derfor får jeg som underviser også indsigt i områder, som jeg måske ikke ved noget særligt om. Det er altid sjovt at blive klogere.


Turen går så tilbage sent i morgen eftermiddag. Det tager lidt tid at tilbagelægge de 300 km, hver vej. Jeg er jo kørtende i den gamle Land Rover, som kun lige kan holde trit med lastbilerne i hastighed. Tilgengæld er den charmerende.

God weekend til jer alle.